MADS CHRISTENSEN - STILL RIDING

Klokken er 5.45 og det er belgragende mørkt udenfor. Temperaturen siger små 4 grader på denne mørke og grå december morgen. En af de morgener, hvor det kun er det farverige og til tider smagsløse julebelysning, der lyser op rundt om i de små byer.

Mads Christensen er ved at gøre sig klar til en tur han har forberedt sig på gennem et par uger nu - en 335 km Gravel-tur Fyen Rundt med udgangpunkt fra hjemmet i Gårslev syd for Vejle.

Men hvorfor drage på mere end 15 timers grå gravel hen over et koldt Fyn, når han kunne tage et par timer på sin Zwift træner?

Fordybelse siger han selv... Men der er ikke nogen tvivl om, at den tidligere WorldTour rytter fungerer bedste med et klart mål foran sig - en målstreg så at sige.
Mads sætter sig i sadlen og om et blinkende fyr i mørket sejler han nærmest med den Gamle Lillebæltsbro. Godt 20 kilometer ad små snoede landeveje - normalt idyliske - men denne morgen mørke som få.

Familier er ved at stå op rundt omkring i byerne, alle gøres klar til den kommende dag. De vanlige morgenritualer og ud af døren.

Men Mads tager et afbræk fra selv samme dagligdag - idag skal han kun tænke på at cykle - og på at opleve.
2020 har på mange måder været et uforudsigeligt år - et gråt og mørkt år. Det har Mads naturligvis også mærket på sin egen krop.

Nedlukningen i marts satte en stor forhindring op for hans job som bikefitter. Ligeledes blev hans helt store mål og personlige udfording for 2020 - gravelløbet i Kansas - Unbound Gravel - aflyst.
En nedlukket forretning og ingen målstreg. På ingen måde det 2020 Mads havde forestillet sig.

Mens han kører fra fastlandet mod Fyn brydes synet af Mads de blinkende cykellygter af broens kolde stål-piller. Han ses kun i glimt - fokuseret - som man oplevede ham i karrieren.


Han kører stærkt og glimtet af ham er hurtigt væk mens den ende bropille tager over efter den anden. Han kommer kun til syne momentvis i sin orange jakke i det rødligt skær fra baglygterne af de biler, der er på vej mod arbejde.

Et smukt syn som på mange måder er storbyagtigt på den fede måde.

Han nævner selv, at når han sidder i sadlen, så kommer der uundgåeligt flashback fra hans tid på WorldTouren.
Minder og opture - men også nedture. Lidt som at blive kastet ind i en rutshebane, hvor det bare gælder om at følge med.
Mads blev nyprofessionel for gigantiske Quick-Step i Belgien. En drengedrøm gik i opfyldelse, da holdkammeraterne nu hed Tom Boonen, Paolo Bettini og Filippo Pozzato.

Overgangen til den ensomme professionelle tilværelse var dog hårdere end forventet og efter et flot gennemført Giro d’ Italia mistede han lysten til at cykle.
Men i takt med at han flyttede tilbage til Danmark, fik færdiggjort en uddannelse kom lysten og ikke mindst sejrerne tilbage.

 

Og i 2011 gør han comback på WorldTouren for endnu gigant - nemlig Team Saxo Bank. 6 år efter hans første kontrakt på WorldTour. Kærligheden til sporten og målsætningen om at vise sine kvaliteter var for stor.

Paradoksalt nok står solen nu op her på Sydfyn. Efter mere end 80 km i mørke lysner det hele forude.

Det er som om solopgangen er endnu mere tiltrængt idag efter 14 dage med gråvejr.
Farvespektret er enormt og spænder fra violet til lyseblå. Dybden i landskabet forstærkes af den lette dis, som gør den morgen fantastisk smuk.
“Tiden som professionel var en tid, som på mange måder gik alt for stærkt - for stærk til at jeg helt kunne nå at tage alle indtrykkenne ind.
Det ene løb var knap nok slut, før det var på vej mod det næste eller træning og forberedelse der mod.

Også da jeg boede i Lucca kunne jeg finde på at stå op rigtigt tidligt om morgenen for at få kørt 6-7 timer. Det var måske ikke det mest optimale i forhold til mit træning lige på det tidspunkt, men det gav med helt sikker noget. Et afbræk i hverdagen. Tid til at tænke lidt over det hele.”
Det er tydeligt at tiden vækker noget i Mads. Hans stemme ændres når han taler om hans sidste tid som professionel.
Som om han virker mere eftertænksom og mere voksen eller erfaren så at sige.
“Til tider - til tider har jeg”, svarer han på spørgsmålet om har har nydt træning mere end løbene som professionel.
“Det er også mest fordi der er så stressende at køre de helt store løb, der er ikke tid at være uopmærksom bare et øjeblik, og det hele går bare så stærkt.”

Tid har Mads dog masser af denne onsdag på Fyn. Tid til sig selv og tid til fordybelsen.
Og måske er det netop det er har fanget ham ved den her lange Gravel-ture. At han kan køre for sig selv, væk fra bilerne, ind på grusstierne - ind hvor der er plads til fordybelse.

Mads drejer ind på en af de små stier og vi beslutter os for at finde et sted længere fremme på ruten, hvor vi kan fange ham.

Han nærmer sig Kerteminde på Nordfyn og har nu tilbagelagt mere end 165 km på varieret underlag.
Elegant på cyklen glider han ind mod Kerteminde, langs vandet - hvor de solhungrende fynboer normalt får stillet badelysten på de varme sommeraftener.
Idag er der ikke andre ude - hverken på cykel eller på stranden.

Det er gråt, ikke gråt som det kan regne hvert et øjeblik. Bare gråt. Nærmest som om himlen er dårligt humør.
Der er ikke lang tid til at mørket igen stille og roligt vender tilbage. Som om det ikke allerede var mørkt nok.
Efter mere end 7 timer i sadlen da vi rammer Kerteminde og for de fleste ville det være et ret godt tidspunkt at stille cyklen og nyde et fortjent bad og et godt måltid mad.
Men for Mads venter der endnu 7 timer og omkring 165 km. Men han smiler stadig. Ingen tvivl om at han er i sit es, mens mørker sænke sig.

Han har opdelt ruten i forskellige sektioner, for helle tiden at kunne holde fokus og have et nyt delmål - og noget at sigte efter.

 
Efter at have passeret Odense midt i myldretiden, drejer ruten nordpå. Langs de nu mørke stier helt ude ved vandet følger Mads Odense Fjords sammensmeltning med Kattegat.

Landskabet er åbent, og der er absolut ingen andre ude på dette tidspunkt.
Mads nåede at være en del af World Touren over en periode på mere end 10 år. Godt nok af 2 omgange, men ikke destro mindre har det givet ham muligheden for at reflektere over, hvad det var der foregik.

“Det er jo aldrig sjovt at få køretur, men på den anden side er der heller ikke noget der tåler sammenligning med den følelse med opnår ved at vinde et cykelløb, det er en unik følelse”, siger Mads.
“Desværre er der så mange gode cykelrytter på World Touren, at det er sjældent man får lov det at sidde med den følelse”, smiler ham.
Og det er måske netop det der gør det helt specielt, det er der lægger så meget arbejde bag ved.

Mads har vundet mere end 100 cykelløb igennem sin tid som ungdoms, junior og U23-rytter, og forventningerne til dette talent var naturligvis enorme da han første gang skrev under på sin første professionelle kontrakt.

Der kan være mange årsager til at tingene ikke går som spået eller forventet - og der vil naturligvis være flere forskellige nuancer af hvad der kunne være gjort anderledes.

Alt er meget lettere at vurdere bagklogskaben lys, og der er da også ting Mads ville have gjort anderledes efter sit første ophold på World Touren.

Som mørket sænker sig og ensomheden på grusstierne melder sig - opstår en tiltrægt stilhed. En stilhed som skaber mulighed for fordybning hos Mads.

Spørger man ham direkte til, hvad han ville have gjort anderledes i forhold til sin professionelle karriere, så kommer snart klart.
“Jeg ville være blevet boende i Danmark. Altså ikke at jeg ikke var glad for at bo i Italien. Men det er bare lettere at få en hverdag til at fungere i vante omgivelser, tæt på familie og venner. Men mulighed for at vælge til eller fra.
Men også med muligheden for at kunne få støtte når løbene ikke helt går som forventet.”

Og det er da også et råd han gerne giver videre til andre danske nyprofessionelle. Om end han også erkender at det sagtens kan fungere for andre at flytte til Sydeuropa og de høje bjerge.
“Men selvfølgelig var jeg blevet klogere og mere erfaren da jeg anden gang fik muligheden for at vende tilbage til WorldTouren. Kolgere på hvad der fungerede, men ligeså vigtigt klogere på hvad der ikke fungerede for mig.”

Kl. 19.00 rammer vi Bogense og den ellers så hyggelige sommerby er helt stille. En enkelt løber bevæger sig ud i mørket. Nu på stierne langs havnen. Kort efter indhentes han af Mads.

“Det er svært at navigere i mørket, men på den anden side er du mere isoleret når du ikke skal forhold dig til alle omgivelserne. Det er lyskeglen fra forlygten der viser vejen. Og på den måde er det ligesom lettere at holde fokus.”
Det lægger godt i forlængelse af Mads behov for at have et klart mål i fremtiden, et sigte i livet - noget af se frem mod.
Og netop der præstere han bedst.

Som han kører tilbage over broen med mere end 315 km i benene - 315 km på varieret underlag, mere grus end asfalt - begynder trætheden at melde sig. Men efterhånden har han også kørt i mere end 13 timer - og der er stadig et stykke til han kan stille cyklen fra sig.

Trætheden kan godt sammenlignes med følelsen i slutningen af GrandTour. Der er egentligt ikke mere energi i kroppen, og der er viljen der skal fuldende projektet.
Men når målet opnået - frigives de eftertragtede endofiner som de fleste atleter og sportsfolk er afhængige af.
Og på den måde kan hele turen fint på en måde overføres til den situation vi alle står i på nuværende tidspunkt.

Det meste af Europa er desværre igen nedlukket - nogle lande værre end andre.
Restriktionerne har endnu engang sat sit præg på vores liv - og for mange virker det som 3 uge af en GrandTour.
Det er mere vilje end friskhed der skal få og til at holde ved - og ikke mindst håbet om at noget andet venter på den anden side.

Noget mere normalt.

Mads forretning er igen lukket ned, og pt vides det heller ikke om Onbound Gravel bliver til noget i 2021.
Men denne tur har gjort indtryk på Mads. Både forberedelserne, som selve turen.

Uforudsigelig. På ukendt terræn.

Og mens alt er lukket fortsætter han med at planlægge for os andre voldsomme udflugter, men for ham delmål. Delmål frem mod det store mål. Hvornår det end bliver.

Men en ting er sikker - Mads er klar når verden igen åbner op. Frisk på endofiner - klar til at søge udfordingen i gravelløbet på 320 km gennem Flint Hils i Kansas.
 

 

 

Shop now